Produktspecialist til Bygma Gruppens Hovedkontor
Har du erfaring fra byggebranchen? Har du et teknisk mindset og drevet af at finde de helt rigtige produkter, der skaber værdi? Så har du nu muligheden for at blive en del af Bygma Gruppens strategiske satsning på private label.
I Bygma søger vi en produktspecialist, der har indsigt i materialer og produkter som anvendes i byggeriet. Du motiveres af at finde produkter, der både passer til markedets behov og Bygmas værdier. Hos os handler det ikke om salg i klassisk forstand – men om at være nysgerrig, grundig og vedholdende i jagten på de rigtige varer til vores private label-sortiment. Rollen kræver teknisk forståelse, produktfokus og lyst til at opsøge og analysere markedet i dybden.
Om stillingen
Du bliver en vigtig del af vores sourcingteam, hvor du arbejder målrettet på at finde og udvikle produkter sammen med leverandører og internationale producenter, som matcher Bygmas krav til kvalitet, funktionalitet og dokumentation.
Du samarbejder bredt i organisationen, med salgsansvarlige og trælastdirektører, med henblik på at identificere, hvilke produkttyper der skal udbygges samtidig med, at der er et fokus på både tekniske detaljer og strategisk sortimentssammensætning. Samtidig sikrer du den nødvendige dokumentation, både teknisk og i forhold til Bygmas bæredygtighedskrav.
Dine kerneopgaver
• Udvikling og vedligeholdelse af Bygmas privat label, SOLID
• Opsøgende sourcing-arbejde – identificere, kontakte og evaluere nye producenter
• Vurdering af produkter ud fra tekniske specifikationer, bæredygtighed og dokumentation
• Samarbejde med relevante fagfolk i organisationen for at sikre markedsrelevante løsninger
• Gennemførelse af kategorianalyser med fokus på optimering og innovation
• Deltagelse i messer og leverandørbesøg i både ind- og udland
Om dig
Vi søger dig, der har teknisk indsigt og brænder for produkter. Du forstår byggebranchens behov, kender til byggematerialer og varernes anvendelse og har måske selv arbejdet i en trælast eller på byggepladsen. Du har respekt for detaljen, er analytisk og drives af at skabe gode, solide løsninger.
Du:
• har erfaring fra byggebranchen – helst fra trælast eller leverandørleddet
• har god forretningsforståelse – formodentlig med baggrund i indkøb eller handel
• har teknisk indsigt og interesse for produktudvikling
• er metodisk og grundig i din tilgang til sourcing og leverandørvalg
• trives i et opsøgende arbejde, hvor du selv skaber fremdrift
• har gode samarbejdsevner og kommunikerer flydende på både dansk og engelsk
Hvad du bliver en del af
Du bliver en del af vores dedikerede sourcingteam på hovedkontoret i Søborg, hvor vi arbejder tæt sammen om at styrke og udvikle Bygmas private label-univers – både nationalt og internationalt. Du refererer til Sourcing Manageren og får en rolle med både ansvar og stor mulighed for at præge din hverdag.
Er du klar til at tage næste skridt?
Søg jobbet via linket nedenfor senest den 13. juni 2025. Vi afholder løbende samtaler og kan besætte stillingen før ansøgningsfristens udløb – så send dit CV og eventuel ansøgning hurtigst muligt! Alle henvendelser behandles fortroligt.
Bemærk, at vi kun modtager CV og ansøgning via vores karriereside.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sourcing Manageren Robert Svendsen på telefon (+45) 2778 7960.
Om Bygma Gruppen
Bygma Gruppen A/S er den største danskejede leverandør af byggematerialer til det professionelle byggeri, og vi giver vores kunder rådgivning, service og kvalitet på branchens højeste niveau.
I Bygma Gruppen er vi fagfolk, som handler med fagfolk. Vi ved, at godt grej er afgørende for håndværkeren. At entreprenøren har brug for et samarbejde uden knaster. At en byggeplads kræver stram styring og varer til tiden.
Fundamentet for vores succes er vores medarbejdere. Derfor ansætter vi kun de bedste. Til lager og til lastbil. Til salg og til stab. Hos os er det ansvar, udvikling og kompetencer, der driver forretningen fremad. Og vi står sammen om at levere de gode resultater.
Bygma Gruppen beskæftiger ca. 3.000 medarbejdere fordelt på flere end 125 forretningsenheder i både Danmark, Sverige, Island, Færøerne, Polen og Grønland og omsætter årligt for over 10 milliarder kroner.